Søg

En guide til vedligehold af din elcykel

En guide til vedligehold af din elcykel

Sådan vasker du din elcykel

Det er vigtigt, at du ikke overdynger din elcykel med vand når du vasker den. For store mængder af vand kan beskadige cyklens elektriske komponenter. Derfor fraråder vi, at du bruger en vandslange, højtryksrenser eller andet.

Den bedste fremgangsmåde er at bruge en klud eller en svamp der er vredet hårdt op. Det gælder både ved rengøring af de mekaniske samt elektriske dele på cyklen.

Vedligehold af kabler

Det er vigtigt at du regelmæssigt vedligeholder kabler til bremser og gearskifte. Det gør du ved at smøre dem med et middel der holder vand væk, som eksempelvis en silikonespray. Især om vinteren eller på årstider med meget regn, skal du smøre kablerne ofte.

Vedligehold af kæde

Selvom kæden er en forholdsvis simpel mekanisk del, er det vigtigt at holde den velsmurt. Hvis kæden ikke bliver smurt jævnligt bliver leddene stramme, hvilket kan ødelægge gearet på din elcykel. Vi anbefaler at du bruger en kædeolie spray, som er en letflydende kædeolie. Det sikrer, at smøremidlet trænger ordentligt ind i mellemrummene på kæden. Når du smører kæden, skal du samtidig tjekke om den er blevet for løs. En løs kæde kan nemlig beskadige lejerne i bagnavet. Hvis du er i tvivl om kæden enten er for løs eller for stram, er det en god ide, at få foretaget et professionelt servicetjek hos en cykelhandler.

Beskyt din elcykel

Hvis du ikke skal bruge din elcykel over en længere periode, er det en god ide at stille den i tørvejr, f.eks i en garage eller et cykelskur. Selvom de elektriske komponenter er vandtætte, kan de alligevel godt blive beskadiget, hvis cyklen står ude i en længere periode uden at blive brugt.

Hvis du oplever tekniske problemer med din elcykel, fraråder vi, at du selv går i gang med at reparere de elektriske komponenter. Dels kan du meget nemt komme til at beskadige dem, ligesom garantien også forsvinder, hvis du selv har skilt de elektriske komponenter ad. Du bør i stedet kontakte vores serviceafdeling, for at finde ud af, hvad det videre forløb skal være.

Hos Corwin e-bikes kan du købe plejemidler specielt udviklet til din Corwin elcykel.

Filters
Sort
display